Jeg er ihvertfald skyldig i #1 – vi købte en hamrende dyr dansk design sofa i rødt læder (ja, det var i 90-erne. Den var stram, lav ryg og hamrende flot – men vi endte altid med at sidde i den gamle sovesofa, som vi ikke nænnede at skille os af med – for den var bare SÅ behagelig at sidde på!
Vi endte med at sælge den røde lækre sofa og jeg indså, at ligesom med sko, så er det ikke alle stiletter du kan gå i. Du kan lige så godt indse det med det samme.
1. Møblet som bare er så flot, men upraktisk og ikke mindst ukomfortabelt
Hvis du ikke kan slappe af, når du bruger/kigger på det, så er det ikke møblet for dig
2. Vægfarven, du ikke fik testet
Før du fik malet hele væggen – og nu står du med en farve, som slet ikke ligner farveprøven fra butikken. Mal en ca. 1 kvadratmeter på væggen før du ‘committer’ dig. Farven skal tørre ordentligt og helst have to gange.
3. Livstils-impulskøbet
Du kender det godt, det der med at købe noget man elsker idéen om, men det bare ikke holder i virkeligheden. Jeg nævner i flæng: Motionscyklen, som skal stå i stuen, for så kan du se fjernsyn, mens du motionerer. Det store TV i soveværelset, selvom du aldrig ser det, fordi du foretrækker at læse. Den store hængekøje i haven, selvom du dårligt kan komme hverken i den eller ud igen osv. Køb efter den livstil du har nu – ikke den du håber at få.